Udvidede horisonter

Det er meget nemt at miste overblikket og drukne sig i det nærtforestående. Det har jeg kunne konstatere efter  uges ræs med opgaveskrivning (SRO) og afleveringer, hvor jeg har haft en ganske afslappende weekend fyldt med voksenselskab. Normalt udstoppes mine weekender af skolearbejde og venner, men her havde jeg sagt ja til en familievens 50-årsfødselsdag og dagen efter min onkels 70-års. Det lagde ligesom bunden og gjorde, at jeg ikke turde lave flere planer, da diverse dansk og engelskanalyser, matematik- og fysikopgaver, fransk, matematik og NG-prøver krævede resten af tiden.
Nu mangler der kun fem afleveringer og tre prøver inden studieturen... Så tæt på...

Det afgørende nye for mig har været at snakke med en studerende og én med sabbatår samt en 3.g'er. Alle er jo mere eller mindre et skridt foran mig. Den studerende især befinder sig i et helt andet miljø på universitetet, og det var på en mærkelig måde utrolig befriende at høre om, at nogen er "kommet igennem". Ikke igennem gymnasiet (det bekymrer mig altså ikke så voldsomt), men mht. at komme nogen vegne i livet. Begge post-gymnasieelever havde holdt sabbatår for at rejse og arbejde og havde forskellige erfaringer. Lørdag aften snakkede jeg så med min kusine, der har været to måneder på Cuba; hun havde også et par råd som jeg vil tage til mig så meget som muligt.
Det vidunderlige ved dette selskab var, at de havde en helt anden horisont. Til daglig er det meget let at få hovedet under vand når det kommer til fremtiden. For et stykke tid siden spurgte jeg en veninde, hvad hun havde tænkt sig efter gymnasiet - "det har jeg ikke tid til at tænke på endnu," svarede hun! Vi er alle i samme båd hvad angår uddannelse i fremtiden; alle vil noget, men ingen er helt sikre, og der er ikke tid til eftertanke. Jeg vil ikke anklage systemet (lige dette øjeblik, i hvert fald), men bare understrege vigtigheden af at finde den tid. Ligeså meget for mig selv som mine venner. Nogle venner vil så meget, at de ikke kan vælge, inkl. undertegnede; nogle vil noget så besværligt, at de ikke har mod på at arbejde sig frem til det; og nogle ved så lidt, at de ikke kan finde et sted at starte. Og så er der dem, der lader sig rive med af strømmen.

En sjælden gang bliver jeg misundelig på dem, der er stensikre i deres valg af fremtidig uddannelse. Typisk lægerne, juristerne, fysikforskerne, osv. Hvor beroligende må det ikke være at vide, hvad man arbejder sig frem mod? Men jeg er glad for min situation: som jeg ser det lige nu, er der endeløse muligheder for de ting, jeg kan komme til at studere. I mit hoved kan min fremtid foregå i tre forskellige verdensdele inden for vidt forskellige emner og på fem sprog. Så der er nok at drømme om, og langt mere at se frem til end en enkelt skoletur om to uger.

tid er bare klodser af aktivitet

Nogle gange ville jeg ønske man kunne flytte på tiden på samme måde som man flytter med klodser. I stedet for at sidde derhjemme lige nu, klokken halv elleve en formiddag uden undervisning, ville jeg indsætte de to timers børnepasning i morgen og et ekstra moduls undervisning, så min torsdag var lidt mindre pakket. Tænk, hvor smart det ville være, hvis man kunne smutte ind i en tidslomme og klare nogle af morgendagens opgaver på forhånd eller indhente det man ikke nåede i sidste weekend, bare ved at give afkald på lidt nutid.
Men det er sikkert et senmoderne menneske-fænomen. Med frygt for at lyde som en coach/"ekspert i avisen"/standard dameblad.

trio i h-mol

På det seneste har jeg ikke været ret meget til sammenspilstimen hver tirsdag, selvom jeg spiller i to forskellige trioer. Dels fordi gynmasiet har været en bitch, dels fordi jeg pludselig var bagud i forhold de andre, og det derfor virkede meningsløst at møde op for at udstille mine egne uøvede fingre mod deres velspillende talenter. Selvom klaveret ikke nødvendigvis er så tydeligt i en trio, hvor cello, violin, bratsch og klarinet muntres med at tage ordene fra hinanden, er det ekstremt tydeligt, når det ikke spilles ordentligt. Hvor de andre har melodien og en sjælden gang to toner samtidigt (strygerne), har klaveret hele klangbunden, og i ovenstående stykke også bassen samt selvfølgelig en masse små variationer over de andres temaer.

To drenge og jeg spiller første sats af ovenstående Loeillet, og så spiller jeg også en Beethoven-trio, hvor klaveret er helt anderledes "ligestillet" med de andre og har (masser af) solo. Anyways, det var ikke for at blive teknisk.

Jeg ville bare dele trioen her med jer. Den er enormt flot at spille langsom og også i solo, så jeg kan næsten ikke vente til vi kan den hele i sammenspil. Med det her stykke bliver jeg ved med at finde små detaljer - eller små og små, for to dage siden opdagede jeg, at bassen på et tidspunkt har celloens tema, og det har altså taget mig tre måneder at bemærke. Haha, der følte jeg mig virkelig håbløs. Men også mindre ting, som efterligninger af de to andre stemmer og mellem hænderne indbyrdes. OK, det blev vist teknisk alligevel.

Jeg håber at kunne tage mig tilstrækkeligt sammen og give mig tid til at øve denne nok til, at den kommer på benene inden for de næste to måneder. Det er hovedsageligt min skyld at vi ikke er kommet længere, og jeg mangler stadig at være a tempo med de andre. De har jo kun en melodi, mens jeg typisk har tre-fire toner samtidigt og ottendedele konstant. Oven i det kommer stykket af Rachmaninoff, som er meget mere tidskrævende og som min lærer selvfølgelig presser mig meget mere til at arbejde med. Og oven i det kommer så et moderne russisk stykke (Babajanian), omtalte Beethoven-trio og et stykke af Mozart, som er skubbet helt ud på kanten, fordi vi aldrig får tid til at gennemgå det på en enkelt time. Nå ja, og så skal jeg igen spille stykket af Glinka/Balakirev, som jeg afsluttede i efteråret, til den næste temakoncert. Jeg ville have spillet et af mine nye stykker men temaet er "dyr", og stykket hedder "Lærken"... go figure.

Det er sjældent jeg snakker klaver med nogen, så nu er I i det mindste blevet udsat for det på skrift. Til hverdag lader det ikke til, folk rigtig opfatter det som en del af min fritid; eller også er det indbildning? Det er i hvert fald ikke den type interesse som spørger ind til, ligesom de spørger "hvordan var kampen i weekenden" eller "hvordan går det med hesten".

Måske fordi klaver er så... teknisk, haha. Eller fyldigt og uhåndgribeligt; det er svært at sætte ord på glæden ved at spille, hvis modparten ikke rigtig kan genkende det.

I hvert fald ser jeg frem til at vende tilbage til Musikskolens klaver igen og forhåbentligt komme videre med i det mindste Loeillet, og så gemme resten af arbejdet til weekenden.

pardon den fornemme titel

Så jeg er næsten lidt ærgelig over at kalde min blog for noget så fancy som dette. Men der var ikke rigtig andre udveje, da det mest inspirerende ellers var min kat på en masse sokker (sokkemis.blogspot.com?) eller alternativt "pussy of socks", hvilket vist bringer forkerte associationer til befolkningen.
Undskyld mig.
Jeg opretter en blog af rent egoistiske grunde, fordi jeg hele tiden har et eller andet at sige og aldrig rigtig noget sted at poste det, I ved; så er det lidt for klogt til facebook eller lidt for dumt til min private dagbog, men det meste af tiden er det bare for langt til twitter... og min tumblr producerer jeg intet til selv, udover af og til møjsommeligt at skrive Bret Easton Ellis, Murakami eller E.M. Forster-citater ind selv. Nå ja. Sidespring.
Så jeg søgte på "ego quotes" og fik denne side og fandt citatet i undertitlen.

“A key to my thinking has always been the almost fanatical belief that what I was engaged in was a literary art form. That belief was compounded out of ego and necessity, I guess, a combination of the two.”

Will Eisner var en tegneserietegner, siger Internettet. Desværre aner jeg ikke hvem han er. Men det er et godt citat.
Det passer situationen godt. Jeg ville ikke skrive på en blog, hvis jeg ikke troede på, at jeg havde noget fornuftigt at sige... dén tro stammer vist mest af alt fra et solidt ego. (For som I har opdaget har jeg allerede skrevet en masse overflødigt bavl). Men der er et gran af nødvendighed i det, muligvis ikke engang den, han omtaler, bare en almindelig trang til at skrive noget, som af og til overmander mig.
Altså ego; og nødvendighed.
Bare I ikke forventer en masse andet fancy fra disse kanter. I virkeligheden har jeg ikke så meget at sige. Jeg er bare oplært i kunsten at få lidt til at fylde meget.

"An intellectual says a simple thing in a hard way. An artist says a hard thing in a simple way."

Charles Bukowski. Well, there you have it.